Spring til hovedindhold
Dansk— Vælg et sprog
Menu

MCP-servertyper: STDIO, SSE og OAuth

Lektion 2 af 14 Opdateret 2. november 2026 Udvikler
På denne side
  1. To transporttilstande, to arkitekturer
  2. STDIO: serveren, der lever på din maskine
  3. SSE og Streamable HTTP: fjerne servere
  4. Tre niveauer af godkendelse
  5. Sådan træffer du beslutningen i praksis
  6. Vigtige pointer

Opdateret 2. november 2026 — Le Chat er nu Vibe. Per 28. maj 2026 er Le Chat blevet omdøbt til Vibe (stadig på chat.mistral.ai): en enkelt agent til arbejde og kode, der viderefører dine samtaler, indstillinger og abonnementer. Den ældre Le Chat-oplevelse er stadig tilgængelig i Chat-tilstand; i Work-tilstand er agenter blevet til færdigheder (kaldes med @), hukommelse er blevet til vidensbasen, og dyb søgning er blevet til færdigheden Deep Research. Abonnementerne hedder nu Mistral Free, Pro, Team og Enterprise. Denne lektion bruger navnet Vibe; nogle menuer beskrevet her kan have ændret navn eller placering.

To transporttilstande, to arkitekturer

En MCP-server kommunikerer med sin klient på to fundamentalt forskellige måder, afhængigt af om den kører på samme maskine eller på en fjernhost. Denne sondring er ikke en implementeringsdetalje: den afgør, hvem der kan bruge din server, hvordan du udruller den, og hvilke data den kan tilgå. At træffe dette valg tidligt sparer dig for at skulle omskrive dit projekt halvvejs.

STDIO: serveren, der lever på din maskine

STDIO (Standard Input/Output) er den lokale transport. MCP-serveren kører på samme maskine som klienten, og kommunikationen foregår gennem operativsystemets standardstreams: stdin og stdout. Mekanismen er direkte: klienten starter serverprocessen, sender forespørgsler via stdin, læser svar fra stdout og afslutter processen, når samtalen er slut. Ingen porte, ingen URLs, ingen certifikater.

Denne transport er det naturlige valg, når et værktøj skal interagere med det lokale miljø. En server, der læser dine filer, kalder git, styrer Docker eller inspicerer en SQLite-database på din disk, giver kun mening i STDIO-tilstand. Det er også den foretrukne tilstand til integrationer i editorer som VS Code eller Cursor og den oplagte følgesvend i udviklingsfasen, hvor du ønsker at genstarte din server hvert 30. sekund.

from mcp import StdioServerParameters

server_params = StdioServerParameters(
    command="python",
    args=["my_mcp_server.py"],
    env=None,  # Valgfrie miljøvariabler
)

Kompromiset er strengt: server og klient skal eksistere sammen. Du kan ikke forbinde en STDIO-server til Mistral Vibe, da Vibe kører på Mistrals infrastruktur og ikke har mulighed for at starte en proces på din maskine.

SSE og Streamable HTTP: fjerne servere

For at bevæge sig ud over den lokale maskine bruger MCP HTTP. To varianter har afløst hinanden, og det hjælper at vide, hvilken man kigger på, når man læser eksisterende kode.

SSE (Server-Sent Events) var protokollens første fjerne transport. Det tillod serveren at streame begivenheder til klienten, som til gengæld skulle lave separate POST-forespørgsler for at svare tilbage til serveren. Dens strukturelle fejl: den krævede en vedvarende forbindelse mellem de to, hvilket komplicerede serverless-hosting og skalering. Den er nu forældet – Mistral SDK leverer stadig MCPClientSSE til eksisterende /sse-endepunkter, men nye servere bør ikke længere bygges på dette grundlag.

Streamable HTTP har erstattet den som standarden for fjerntransport. Den fjerner kravet om en vedvarende forbindelse: klienten sender standard HTTP-forespørgsler, og serveren svarer via streaming eller i en enkelt blok, efter behov. I praksis eksponerer din fjerne server et /mcp-endepunkt, som klienten forbinder til.

from mistralai.extra.mcp.streamable_http import (
    MCPClientStreamableHTTP,
    StreamableHTTPServerParams,
)

# Forbind til en fjern MCP-server
server_url = "https://my-server.example.com/mcp"
mcp_client = MCPClientStreamableHTTP(
    params=StreamableHTTPServerParams(url=server_url, timeout=100)
)

Tre niveauer af godkendelse

Transport fortæller dig, hvor serveren befinder sig; godkendelse fortæller dig, hvem der har lov til at kalde den. Dette er uafhængige spørgsmål, og protokollen understøtter tre svar.

Den enkleste er ingen godkendelse: alle, der kender URL’en, kan bruge dine værktøjer. Dette valg er kun forsvarligt for offentlige værktøjer uden følsomme data – en enhedsomregner, en webskraber, en lommeregner.

Dernæst kommer token eller API-nøgle. Du genererer et token med specifikke tilladelser og giver det til klienten, som inkluderer det i sine forespørgsler. GitHub illustrerer denne model godt: du opretter et Personal Access Token ved kun at markere de scopes, din agent faktisk har brug for, og ikke mere.

Det tredje niveau er OAuth 2.0, det fulde flow med en samtykkeskærm. Brugeren autoriserer eksplicit applikationen til at handle på vegne af sin konto, og serveren modtager et token knyttet til den pågældende person. Det er dette, Gmail, Linear eller Google Calendar gør, når du forbinder dem i Vibe – og det er den eneste acceptable model, når en server håndterer personlige data for flere brugere.

KriteriumSTDIO (Lokal)SSE / Streamable HTTP (Fjern)OAuth (Fjern + Auth)
Transportstdin / stdoutHTTP (valgfri streaming)HTTP + OAuth 2.0-flow
PlaceringSamme maskineFjernserverFjernserver
GodkendelseIngen (samme maskine)Ingen eller tokenFuld OAuth 2.0
Kompatible klienterIDE’er, lokale SDK’erAlle (Vibe, SDK’er, IDE’er)Alle (Vibe, SDK’er, IDE’er)
Use casesLokale filer, CLI, devOffentlige API’er, scrapingGitHub, Gmail, Linear
Vedvarende forbindelseJa (aktiv proces)Nej (Streamable HTTP)Nej (Streamable HTTP)

Sådan træffer du beslutningen i praksis

Beslutningen reduceres til to spørgsmål stillet i rækkefølge. Kører serveren på samme maskine som klienten? Hvis ja, vælg STDIO. Hvis nej, vælg Streamable HTTP, med eller uden godkendelse afhængigt af følsomheden af de data, der håndteres.

Hold klientbegrænsningen i tankerne: Mistral Vibe og hostede chatbots generelt forbruger kun fjerne servere. En IDE som VS Code eller Cursor accepterer derimod begge tilstande – heraf den behagelige vane med at udvikle i STDIO og derefter skifte til HTTP, når det er tid til at dele serveren.

Vigtige pointer

  • STDIO = lokal server, samme maskine, perfekt til udvikling
  • Streamable HTTP = fjernserver, nuværende standard, erstatter SSE
  • Tre auth-niveauer: ingen, token, OAuth 2.0
  • Mistral Vibe understøtter kun fjerne servere
  • Dit transportvalg afhænger af din udrulningsarkitektur